Vi startede dagen hos Bakers & Roasters i De Pijp. Stedet drives af to fyre fra henholdsvis New Zealand og Brasilien, der har sammensat en menu bestående af alle de ting, de savner fra deres hjemlande.

Jeg tog den sikre vej uden for mange kulinariske udsving og gik med toast, scrambled eggs og pandekager. Stedets charme opvejede den lidt skuffende og tunge madoplevelse.

 

Efter morgenmaden hoppede vi på cyklerne og kørte mod Jordaan. Forventningerne var høje til formiddagskaffen hos Toki. Den lille kaffebar åbnede i 2015 og er endnu ikke overrendt af turister, men benyttes af de lokale til møder, studieliv og hæng-ud med vennerne.

Jeg faldt pladask for den drøngode kaffe og de nougatmelerede bænke.

 

VI brugte resten af formiddagen på shopping og slentren i De 9 Gader. Et område der minder mest om Århus’ latinerkvarter. Kvarteret er rig på shoppingmuligheder, kaffeforsyninger og små cafeer. Alt sammen forskønnet af de små kanaler, man skal passere for at komme fra gade til gade.

 

Til trods for at vi aftenen forinden havde nydt en pizza hos Sotto, måtte vi erkende, at fristelsen for at prøve en frokostpizza fra La Perla, var for svær at modstå.

La Perla er vel nok Amsterdams mest anmelderroste pizzabageri. Og med god grund. Jeg fik lov til at komme helt ind i bageriet, hvor magien opstår i den varme stenovn. Pizzaen tog vi med og nød ude på fortovskanten. Det blev den bestemt ikke ringere af.

 

Shopping og sightseing tærer på turistkræfterne, så vi tankede op på cola og chokolade hos Stach, og bænkede os ved den nærmeste kanal. Det skal man huske at gøre. Bare sidde og iagttage byens puls foran en.

 

Vi gik forbi GlouGlou til aften, en lille, intim vinbar, men andre havde fået samme ide, og stedet var propfyldt. Vi endte i stedet på en hyggelig, hollandsk brown bar med god øl og bitterballen som snacks.

 

Da sulten for alvor meldte sig, tog vi på Dim Sum Now. Det var virkelig en fin oplevelse. Let og lækkert og bestemt ikke sidste gang jeg skal prøve kræfter med dumplings og tangnudler.

 

Nærmest symbolsk cyklede vi mod Red Light District, mens solen gik ned i horisonten.

Det var ingen storslået oplevelse. Nærmere det modsatte. Jeg følte mig fanget i en turistfælde af værste skuffe. Det var ubehageligt og grotesk at passere vinduerne med de letlevende kvinder på den anden side. Efter sigende skulle kvarteret gemme på udmærkede spise- og dansesteder, men vi blev ikke længe nok til at udforske nogle af delene.