I lørdags fandt vi en lille perle. En af den slags man måske burde holde for sig selv, så den ikke bliver overrendt. Men jeg under folkene bag stedet al den succes, de kan hive i land, og jeg ønsker jer den samme gode oplevelse som vi fik.
Hanstholm Madbar åbnede i maj 2016 og har haft rygende travlt siden. Det forstår man godt. Vesterhavet som baggrundstæppe, vinyl på afspilleren, gedigen mad på tallerknerne og en rar og rolig atmosfære.
Vi havde ikke booket bord på forhånd men var heldige at kile os ind ved et højbord med udsigt til Vesterhavet fra ende til anden. Vi kunne have siddet der den halve dag og bare kigget, men blæsten og bølgerne trak os ud i det blå. Vi kommer snart igen.
6 kommentarer
Jeg er simpelthen så glad for din blog. Du skriver hyggeligt og afslappet, tager smukke billeder og har god smag. Har faktisk tit forestillet mig Vesterhavet som lydtæppe til din blog (i en ikke alt for vild udgave).
Jeg håber, du aldrig stopper!
Åh Stine, dine ord rammer lige der, hvor jeg trænger allermest.
Efter en længere periode hvor jeg alvorligt har overvejet om bloggens tid var ved at være ovre. Om det er helt passé med blogs efter at Instagram efterhånden har overtaget. Men mit nye kamera gav mig blod på tanden, og søde ord som dine minder mig om, hvorfor jeg overhovedet startede det her lille univers. Tak fordi du er her.
Det må jeg have kunnet mærke – for jeg har længe tænkt på at skrive og så skulle det pludselig være! Og pudsigt nok sad jeg samme aften (inden jeg skrev) og kiggede ned over mit Bloglovin-feed og bemærkede, at det er temmeligt spagt efterhånden og ikke siger mig så meget mere… Men så dukkede dit indlæg op, og så blev jeg så glad for at huske, at der stadig er kvalitet at komme efter i “blogbranchen”. Er så glad for både dig og agtigtagtigt.
Jeg håber, du fortsætter, men jeg er også glad for at følge dig på Insta.
Tusind tak! Jeg bliver helt varm i kinderne
FEDT sted. Det gad jeg godt se irl
Det håber jeg, du får mulighed for en dag