New York #5

Tirsdag var tørvejr og turist-tour. Vi snuppede en hurtig omgang morgenmad hos Pitanga i Bushwick, greb en iskaffe i farten hos Variety Coffee, inden vi satte kurs mod High Line Park. Det gode vejr skulle nydes.

 

Variety Coffee Roasters

 

High Line Park

Det gamle, nedlagte jernbanespor, der hævet over Manhattan slanger sig hen over gaderne, blev for år tilbage omdannet til park med stor succes. Et åndehul i byen hvor man kan nyde roen og se byen fra helt nye vinkler.

Vi hentede frokost-sandwich fra Rocket Pig og salat fra Chelsea Market, der begge ligger lige om hjørnet. Rocket Pig serverede pulled pork sandwich, der smeltede på tungen og smagte af meget mere, mens Chelsea Market desværre skuffede mig som en forjaget turistfælde. Udvalget var bredt, men tempoet alt for højt. Men så er det heldigt, at man kan tage sin mad under armen og nyde den i ro og mag oppe på High Line Park med uforstyrret udsigt til Hudson floden.

 

Chelsea Market

 

Rocket Pig

 

Memorial Museum, World Trade Center

11. September Museet var dagens mavepuster. Ord rækker ikke. Men jeg er glad for, at vi stoppede tiden et øjeblik og så udstillingen og den rørende mindesplads.

 

Efter sådan et museumsbesøg måtte vi hive os selv op i gear. Vi tog til Midtown og lod larm og leben overdøve eftertænksomheden.

 

Tomoe Sushi

Til aften spiste vi hos Tomoe Sushi. Et lille, populært sted i Greenwich Village. Vi var heldige at klemme os ind, for da vi forlod stedet, var der allerede folk i kø på gaden.

Hånd i hånd gik det hjemad gennem et natteklædt New York.

Gem

Gem

2 kommentarer

  1. New York altså ❤️ Håber jeg kan tage tilbage en dag, det er snart 10 år siden heg var der sidst. 🙈 Men der er jo bare så mange steder i verden man gerne vil besøge.

    1. Åh, jeg håber ikke der skal gå 10 år, før jeg skal tilbage. Men den ene dag tager jo gerne den anden, og du har helt ret, der er så mange skønne steder at besøge.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *