For efterhånden et par måneder siden var vi til bryllup i Belgien. Vi havde begge taget en fridag for at få en forlænget weekend ud af turen.
Vi tabte allerede vores hjerter til byen i sommers, men der dukker stadig skjulte skatte frem, som jeg gerne vil dele med jer.
MERCADO
Et gammelt posthus er blevet omdannet til et indendørs madmarked med forskellige boder. I midten er der borde og bænke, og så kan man ellers forsyne sig fra alle sider. Der er noget for enhver smag. Vi hoppede på burger, krydrede hot wings og de populære bubble waffles.
BREL
En lille, rå bar i Berchem, hvor vi boede. Deres udvalg er ikke overvældende, men der er tænkt over, hvad der langes over disken, og rammerne er svimlende fine. Vi fik en enkelt øl, inden vi skulle ud at spise.
UMAMIDO
Et simpelt men solidt koncept. Her serveres varm ramen-suppe med nudler og grøntsager. Lige hvad vi trængte til, da temperaturen dalede henad aftenen.
BAKKER ALDO
Vejret var fantastisk godt den weekend, og vi kunne derfor sidde udenfor Aldo bageriet i de spæde morgenstråler og nyde friskbagt morgenbrød. Vi måtte dog holde os i skindet og spare på appetitten til bryllupsfesten.
BUTCHERS COFFEE
Dagen efter bryllupsfesten kunne vi lige nå en omgang morgenmad, inden turen gik mod lufthavnen.
Vi slog et smut forbi Butchers Coffee. To gutter har forvandlet en gammel slagterbutik til en maskulin hule af en kaffebar. Vi sugede de sidste solstråler til os og fik granola, sandwich og kaffe på bænken udenfor, inden turen gik hjem til kølige Danmark.
2 kommentarer
Skønne, smukke billeder! ❤️ Der blev min udlængsel lige kickstartet påny…
Jeg håber, der venter dig en ferie eller en lille get-away i nærmeste fremtid