Og gudskelov for det da.
På en aftentur i går kom jeg forbi det smukkeste “ukrudt”. På hjørnet af et “kommunalt bed” stod denne fine stilk og pralede med sin skønhed. Egentlig skulle den nok have haft lov til at blive stående, men den virkede så uønsket, som den stod der helt mutters.
Så nu er den kommet til sin fulde ret i min store Wiinblad vase, der i øvrigt kommer alt for sjældent i brug. Så den gik altså til et godt formål 😉