Tusind tak for jeres omsorg og rare ord i forbindelse med mit seneste indlæg. Tiden læger alle sår. Det er sandt, hvad man siger, men av hvor jeg mangler ham.
Nu skuer vi fremad. Støver kalenderen af, sætter krydser og drømmer om alle de steder, vi gerne vil hen, nu hvor vi bare kan suse afsted.
13 gode år fik vi sammen, Anton og jeg.
Han var en livsnyder og en hyggespreder lige til det sidste, men helbredet kunne ikke følge med. Kroppen værkede og synet svandt. Overvejelserne var mange og tunge, allerede før vi flyttede fra lejligheden. Set i bagklogskabens lys kom han kun med ud i huset for min skyld, Jeg var ikke klar til at give slip på ham. Helt egoistisk holdt jeg fast. Men i mandags var tiden inde. Der var ikke flere kilometer i benene. Savnet var akut, og stilheden og tomrummet herhjemme er ulideligt.
Det bliver bedre dag for dag, det ved jeg. Hvor ondt det end gør nu, ville jeg ikke have været et øjeblik foruden.
Sov sødt, min gamle firbenede ven.
Vi spiste, shoppede, skålede og sang os igennem Berlin, og jeg gør gerne det hele én gang til.
Se lidt flere glimt fra vores tur her på Instagram.