Menu

Strømer i børnehaveklassen…

Jeg har nu ikke været på rov i den lokale børnehave men var blot så heldig at falde over denne børnestol i en genbrugsbutik i Hobro i forrige uge.
Jeg har stadig ingen børn og heller ingen i sigte, men den rare, ældre herre sagde 25 kroner, og så kunne jeg altså ikke sige nej.
Jeg synes, den er smadder sød, men jeg har ingen anelse om, hvor den kommer fra, eller hvor gammel den er. Jeg ved ikke, om den oprindeligt var rød, eller om den med tiden er blevet malet.
På sædet sidder der et klistermærke med teksten K.E.W. men om det er navnet eller blot et mærkat, der er blevet sat på, er ikke til at sige.
Jeg har ikke kunnet google mig frem til noget, (men det er jeg nu heller ingen haj til) så hvis nogen derude kender noget til denne stol, så er jeg da lidt nysgerrig 😉

14 kommentarer

Kählet for detaljerne…

Det er ingen hemmelighed. Jeg elsker Kähler, og jeg elsker jul.
Og når de to ting så smelter sammen i skøn forening, så bliver det ikke meget bedre. Det er muligt, at det er for tidligt at glæde sig til røde nisser, Wham, mørke aftener og levende lys, men det er altså officielt sket. Jeg glæder mig!
Og det er Kähler’s skyld. Inden længe lancerer de nemlig disse fine Avvento jule-lysestager til meget rimelige penge – og jeg ved liiige hvor de kan stå 😉

11 kommentarer

Hvor der er vilje, er der vej…

– det må da siges at være tilfældet her.

Billederne er fra en tur til Thy, hvor jeg i fredags hjalp Rasmus med at tage de sidste billeder til en fotobog han er med i, der skal portrættere Thy’s “sidste vildmark” som det hedder, inden de planlagte kæmpe vindmøller indtager (og ødelægger) store dele af den flotte natur. Hjalp og hjalp er måske så meget sagt, men jeg var der, og vi hyggede os.
Jeg trængte også til at komme ud og blive luftet lidt, for det skulle blive en weekend på godt og ondt. Jeg har for det første været små-sløj siden i torsdags, og i går var vi til begravelse for at tage afsked med min onkel, som i mandags tabte en ulige kamp til kræften.
Om aftenen tog jeg til en 30-års fødselsdagsfest, ikke fordi overskuddet og humøret var helt i top, men fordi det egentlig var meget rart at koble hjernen fra og tænke på noget andet.
Det er helt mærkeligt at glæde sig til, at en ny uge begynder, men denne lidt triste weekend skulle egentlig bare overståes.

4 kommentarer